
![]() |
|
Koret består 24 professionelle sangere og er en etableret medspiller i det danske musik- og kulturliv. Korsangernes primære arbejdsfelt er medvirken i Den Jyske Operas dramatiske produktioner, f.eks. Tryllefløjten, Den flyvende Hollænder, Faust, Fidelio, La Bohème, Rosenkavaleren, Cavalleria Rusticana, Bajadser, Rigoletto og mange andre. Næste sceniske opgave er Donizettis Elskovsdrikken i februar 2009. Sangerne danner som udgangspunkt et ensemble i operaerne, men er også leveringsdygtigt i solister. I 2000 skrev den nu afdøde svenske komponist, Lars Johan Werle, en koropera, den Reumertnominerede Pandoras æske, direkte til ensemblet. Operaen fik anmeldersucces. Den Jyske Operas Kor har desuden en omfattende filharmonisk koncertvirksomhed. Der samarbejdes om adskillige koncerter med Aarhus, Aalborg, Sønderjyllands og Odense Symfoniorkestre samt Prinsens Musikkorps, Det Jyske Ensemble og Randers Kammerorkester. Disse symfonikoncerter har blandt andet budt på Verdis Requiem, gallakoncert med Bryn Terfel, Beethovens 9. symfoni, Brahms’ Ein deutsches Requiem, Berømte operakor, Rossinis Stabat Mater, Gades Elverskud, Mozarts Requiem, Brittens War Requiem, Duruflés Requiem, julekoncerter med Prinsens Musikkorps, Opera i Rebild og værker for damekor med Randers Kammerorkester og Det Jyske Ensemble. Den Jyske Operas Kor synger derudover koncerter a cappella og med klaverledsagelse. Koret har bl.a. givet en meget rost koncertrække med Rachmaninovs Vesper, foruden nordisk korlyrik, Brahms’ Liebeslieder, Berømte operakor, tysk romantisk kormusik, Sange til våren og skandinavisk kormusik under ledelse af Stefan Parkman. Endelig medvirker korets sangere i børneoperaer, skolekoncerter, operaværksteder og andre aktiviteter med pædagogisk sigte rettet mod børn og unge. Yderligere information på www.jyske-opera.dk |
